Historien og beretninger

Det glemte forlis ved Læsø

Af Gert Juhl, Flemming Sørensen og Jess Jessen-Klixbüll

Natten mellem den 28. og 29. september i 1780 forliste en af den danske flådes stoltheder linjeskibet ”Printz Friderich” i nærheden af Kobbergrunden sydøst for Læsø med en besætning på omkring 667 mand.

Det virker som dette forlis er blevet bortgemt i Danmarkshistorien og denne artikel har kun været muligt efter et omfattende detektivarbejde, primært udført af Gert Juhl. Forliset har utvivlsomt været det største forlis ved Læsø og det rummer menneskelige skæbner som dødsfald, børn og degraderinger og har muligheden for at vraget af skibet igen kan findes.

Efter forliset blev der nedsat en Krigsretskommission der skulle afsige dom over ansvaret for forliset. Papirerne fra dommen eksisterer endnu, men de er vanskelige at tyde og har et meget stort omfang.

Strandingen.

Den 28. september 1780 kl. 2 om eftermiddagen blev der ombord i Printz Friderich ifølge papirerne taget krydspejling af Marstrand Slot og Vingøe (Vinga) Tårn, hvorfra bestikket er regnet indtil skibet forulykkede. Den beholdne kurs og distance fra kl. 2 til 3.30 var SW 1/” W – 2 Miil. Klokken 3.30 blev vendt med vinden Øster over beholdne kurs og distance var NØ t Ø  1/2 Ø  –  1 3/4 Miil. Klokken 5 1/4 blev vendt med vinden Sønden over og Vingøe (Vinga) Taarn pejlet i ØNØ omtrent 2 3/4 Miil.   Der blev da besluttet efter bestikket at sejle samme kurs indtil klokken 11 og at forcere sejl til, for så meget som muligt, at hindre strømmens wragning.   Derefter at vende NØ over med mindre sejl føring, for at få Nidingens Fyr i sigte, og da på den gissede distance igen at vende Sønden over, da man således indtil dagen kunne have sejlads nok. I at holde denne cours var alle Officererne tilligemed Ober Styrmanden enige med chefen, som derom indhentede deres betænkning, førend nogen beslutning blev tagen. Befalede cours og distance var til klokken 8   S t V  1/4 V –  3 1/4 Miil. Fra klokken 8 til 11  S t V  1/2 V  –  3 Miil. Kulingen var en trerebet Mers Sejls og luften ved solens nedgang så tyk og mørk, at man ikke kunne se resten af Escadren, som man dagen igennem havde haft i sigte.

Chefen Commandeur Capitaine Lous som i 2 a 3 dage havde lagt syg i sin kahytte, og af den årsag havde måttet opgive den Generale Commando til den næst commanderende Officer Capitaine Fontenay, befalede dog selv, i betragtning af vinden og Vejrliget, samt fahrvandets vanskelighed, at alt mandskabet skulle være oppe og Capitaine Fontenay tilstede på dækket. Klokken henimod 11, da vinden og vejret endnu var det samme og meget tykt mørke, bliver efter Ober Styrmandens erindring og Chefens, giver Commandeur Capitaine Louses indhentede ordre befalet at vende. Førend vendingen blev de fornøden manøvre med sejlene giort, men skibet uden at ville lystre Roret rørte i samme øjeblik Grunden, og stødte an.

Commandeur Capitaine Lous kom, sin svaghed uagtet, på dækket, og gav selv alle fornødne ordrer. Roret gik imidlertid fra, men efter nogle minutter drev skibet flot med sejlene bak og 7 a 8 Favne vand. Man gjorde sig da alt mulig umage med sejlene, at få skibet drejet Øster over, da tillige ankeret blev gjort klart til at lade falde, når man kom på dybere vand. Men inden få minutter stødte Skibet atter på grund og det meget hårdt. I denne bestyrtelse, da Officererne og mandskab ude af stand til at regere skibet, og uden at vide hvor de vare, saa sig i yderste livsfare, blev dog alle mulige anstalter gjort. Sejlene blev beslagne, en chalup udsat for at lodde omkring skibet, hvor der en kabellængde fra skibet fandtes overalt 8 fod vand, nogle steder dybere, indtil 21 fod. Hidindtil havde man efter den rimeligste gisning, man i sådan forvirrelse kunne gøre, troet at det sted, hvor skibet havde stødt an, var den nye opfundne 12 fod vande grund imellem Anholt og Læsø, fra pullen man dog efter bestikket skulle være 2 Miile borte. Men da det blev dag, kunne man først ved at se fra toppen, Læsø Kirke og land blive var, at man stod på den

så kaldte Kobber Grund under Læsø, hvorfra man efter bestikket skulle være 3 Miile. Der blev straks efter at skibet var stødt, nogle styrtede ud for at lette det, men man turde ej vedblive dermed, af frygt for at skibet skulle komme højere op på grunden da vinden var pålands. Klokken 8 om morgenen blev en Officer commanderet i land med Travaille Chaluppen for at begære af stedets øvrighed undsætning af folk og fartøjer.

Begge Chalupperne og Barkassen blev udsatte og hen imod middag efter holdet skibsråd. Stængerne strøgne. Kulingen tog til af ØSØ, så det var umuligt at bringe noget anker eller warp ud. Stødene på grunden blev hårdere og værre end tilforn. Skibet var og bleven læk og kunne ikke holdes læns med mindre end 2 a 3 pumper. Om eftermiddagen så man 4 a 6 både komme sejlende fra land for at lægge op til skibet, men stormen og søen nødte dem at gå tilbage. Skibets fartøjer som lå der ved havde ondt for at bjærge sig og skibet

drejede sig imellemtiden på grunden ved de stunder hårde bølger. Klokken 5 1/2 tiltog kulingen og blev til en flyvende storm der havde sådan magt, at skibet hug immer stærkere i grunden.  Da man og blev var, 1 a 2 af skibets planker at drive omkring skibet, sprang en del ad det forskrækkede mandskab fra rælingen ned i barkassen og Chefs Chaluppen og flygtede i land. Jollen som var fuld af vand, drev løs og bort fra skibet. Skibet led imidlertid meget og havde allerede 13 fod vand inde heelt op under banjerne. Det huggede og stødte af og til meget hårdt, og midten gav sig op.

Der blev da besluttet at kappe fok masten. Skibet blev dog ved at hugge så at man hvert øjeblik frygtede at det skulle skilles ad. Klokken henimod 7 tog kulingen af og inden en time bedagede vejret så at skibet står stille uden at støde, menvar så fuldt af vand, at intet kunne tænkes på uden at redde folkene. Denne nat blev ligesom vel som forrige ophængt lanterner i stor vantet og mesan vantet.  Dag og nat igennem blev skudt jævnlige Nød Skud.

Den 30 September om formiddagen kom 12 a 13 både ud fra land, på hvilke så mange af mandskabet som kunne rømmes i et proportioneret antal af Soldater og Matroser blive transporteret i land tillige med chefen, de øvrige officerer og Cadetterne. En officer blev allene tilbage med den øvrige del af mandskabet. For at afhente disse blev sendt 3 a 4 både. Men som der imidlertid var begyndt at blæse stærkt op kunne ikkun 2 af bådene komme op imod skibet, og da disse ikke kunne modtage alt mandskabet, lod man dem blive liggende. Kulingen tiltog imidlertid og blev til en hård storm, hvorved man nødsagede sig til at kappe Stormasten og Mesan masten.  Dette uagtet krængede skibet på bagbord siden i vandet næsten til det øverste batteri.  Man mærkede at bunden var i stykker og at intet holdte skibet sammen uden øverste dæks bjælkerne. For at lette skibet fra bagbords side blev 3 a 4 Canoner kastet over bord. I denne farlige forfatning måtte det tilbageblevne mandskab holde ud til næste dags morgen den 2. Oktober, da vejret bedagede så at man kunne få både fra land ud til at afhente disse folk tillige med Officeren.

Efter at folkene var reddet, blev alle optænkelige anstalter gjort for at få skibet af grund, eller når det ikke var muligt, at bjærge mest muligt.

Strax den 1. Oktober  anordnede Commandeur Capitaine Lous en Commision bestående af 4 Officerer, Ober Styrmanden, Skipperen og en under Officer til at besigtige skibet og rådslå om de bedste redningsmidler. Denne Commision forefandt skibet fuldt af vand til imellem underste og øverste batteri og ingen mulighed til at få det læns, så alt måtte sees

som vrag. Canoner og ankrene befandt man heller ikke at kunne reddes, da intet af landets (Læsø) rofartøjer kunne bjærge så svært gods. De kappede master og stænger som drev omkring der og gjorde det vanskeligt at komme skibet nær.  Wahregodset, Provianten, sejlene, Sejlkøjen, Tougene og krudtet står altsammen under vand så man umuligt kan komme dertil.

I anledning af det Kongelige Admiralitets og Commisariats Collegies skrivelse til Com-mandeur Capitaine Lous af 7 Oktober som imidlertid var ham indløben, anordnede han endnu en Commision bestående af samtlige skibets Officerer tillige med Ober Styrmanden, Skipperen, en fra København  hidhen sendt Holmens Skipper, en Over Cannoner samt nogle af landets (Læsø) lodser og andre kyndige mænd.  Disse sidste forsåvidt man måtte finde fornødent at høre deres mening om et eller andet. I denne Commision som blev holdt den 18 Oktober skulle viidere rådslåes om at træffe de bedste anstalter til godsets bjærgning, folkenes  bekvemmeste forlegning og transport.

Printz Friderich

Linjeskibet Printz Friderich blev den 7. november 1761 søsat på Orlogsværftet Nyholm med Fabriksmester Frederich Michael Krabbe som bygmester. Værftet lå i centrum af København, det vi i dag kender som Holmen. Et linjeskib var kendetegnet ved at have mindst tre master og ikke under 50 kanoner. I 1737 blev det vedtaget, at flåden skulle bestå af 40 linjeskibe og 20 fregatter, et ambitiøst mål der ikke blev nået. I 1780 var der alene 20 linjeskibe hvorfor et tab på et, svarede til en reduktion af flåden på 5 %.

Skibet havde et deplacement på 1226 læster, svarende til omkring 2.452 registertons og dødvægt lastet på omkring 3.188 tons. En længde for 167 fod – 52,4 meter, bredde på 45 fod – 14,1 meter og en dybgang agter på 20 fod – 6,3 meter. Den var bestemt til en besætning på 667 mand og var udstyret med i alt 70 kanoner, hvoraf 26 var 24 punds, 26 stk. 18 punds og 18 stk. 8 punds. Et sted anføres at alle kanoner var af jern, et andet sted er anført at 63 kanoner var metal (messing)  og 7 af jern. Sidstnævnte er mest spændende ud fra et dykkersynspunkt, da metalkanoner holder sig bedre både før og efter bjergning. Den var rigget med 30 kilometer tovværk og havde samlet omkring 2.000 m2 sejldug. Til bygningen af et linjeskib gik omkring 5.000 m3 egetømmer, svarende til 2.000 store egestammer.

Skibet havde været på en eskorte opgave i Nordsøen og var en del af en større eskadre, hvilket fremgår af kommissionsrapporten.

Linjeskibene var Flådens stolthed. Det var det største flådefartøj og repræsenterede en stor værdi og kampkraft, men havde stor dybgang og var svære at manøvrere med på grund af deres store vægt og sejlføring.

Redningsaktionen.

Allerede kl. 8 om morgen den 29. september sendes skibets Travallie chalup ind til Læsø, med anmodning om ”Øverighedens promte assistance til Hans Majestets Tiennestes befordring, A. Lous”. Anmodningen går på om i allerstørste hast at få alle mulige assistance til mandskab, fartøjer og ekvipage. Allerede om eftermiddagen var 4 til 6 både på vej ud til vraget fra Læsø. Det oplyses i brevet, at ”Orlog skibet Printz Friderich er standet paa Kaabergrunden under Læssøe.” Det må formodes, at fartøjerne sejlet ud fra  Aalebecks Dybet. Et sejlløb der dengang førte ind til Bovet. Redningsforsøget måtte dog afbrydes pga tiltagende vind.

To af officererne og noget af det forskrækkede mandskab sprang samme dag ombord i Barkassen og Chefchaluppen og flygter uden ordre ind til land. Dagen efter den 30. September om formiddagen kommer 12 til 13 både ud fra land og soldater, matroser, kadetter og officerer i landsættes. En officer og noget mandskab efterlades tilbage på skibet. Disse måtte blive ombord til den 2. oktober, hvorefter de også blev ilandsat efter at skibet var blevet erklæret for totalforlist. Tilbage stod alene at bjærge mest muligt af gods m.v. Kanonerne måtte efterlades, da der ikke fandtes fartøjer på Læsø der kunne bjærge dem.

Haveristen besigtiges i to omgange af 5 – 7 personer med rapporter om skibets tilstand. I anden omgang er to lokale folk med i rapporten, Kongl. Lods Melchior Stoklund fra den S:Ø: kant af landet (Læsø) og den Bekiente mand, baadskipperen Andersen. I begge tilfælde erklæres skibet total forlist, men med mulighed for bjærgning af noget gods.

Allerede den 7. oktober skriver Admiralitetet, at der er afsendt 2 skibe med proviant til besætningen og at Soldatesken (marineinfanteri soldaterne) og så mange af besætning, der ikke behøves til bjærgningen skal hjemsendes. Et skib kaldet Postillionen og 2 andre mindre fartøjer kommer fra Holmen med materialer til bjergning af det strandede gods og det drøftes hvor de kan ligge sikkert. De lokale folk oplyser, at de hverken kan anbefale at de ligger ved den SØ kant af Læsø, hvor fartøjet er strandet eller i Aalebecksdybet, hvor de to mindre kongelige baade ligger, eller i Als Dybet, som ligger på den SW kant af Læsø. Det eneste de kunne anbefale var at søge inden for Hals Tønder. Der henvises til vejret på denne årstid og bjergningsarbejdet bliver nærmest umuligt af dette, da Admiralitetet samtidig har befalet, at der ikke måtte risikeres yderligere tab af fartøjer og mandskab i forbindelse med bjergningen fra skibet.

Udskibningen af mandskabet sker fra Aalebecksdybet til Sæbye. Samtidig kontaktes Justitz Raad Ryberg i Aalborg med anmodning om leje af fartøjer til fragt af det sværeste gods fra vraget som anker, kanoner og tovværk m.v., når det er bjerget. Hans krav om 1.200 Rigsdaler for fragt af godset til København, samt at det på grund af årstiden skal være inden medio november og vragets tilstand gør, at det ikke bliver aktuelt.

I redegørelsen omkring mandskabets evakuering fra Læsø oplyses bl.a. at der er indsendt ansøgning om at 9 af mandskabet, 7 fra Læsø og 2 Holmboer fra Fladstrand må blive mod at Birkedommer Lindgaard fra Læsø giver kaution for dem. Desværre er der ingen navne anført, men mon ikke de har været glade for at komme uventet hjem til vinteren.

Skrivelserne viser et betydeligt organisationstalent, hvor der i detaljer redegøres for beslutninger og sikres, at Admiralitetet godkender og medbestemmer. Ikke en let opgave på den tid med de daværende kommunikationsforbindelser alene var baseret på sejlads og heste. Der lejes pakhuse i Østerbye til det der er bjærget, det oplyses ”at pakhus leyen er liden og fragterne til Aalborg paa denne tiid er over haande dyre”.

Kømmandørkaptajn Lous anmoder selv om ”i betragtning af svagelig helbred, den slette lejlighed der er ombord i sådanne små både for en mand af min alder og den sildige aarsens tid at det Høye Collegie vil tillade at jeg maae rejse over land”. Nogle af besætningsmedlemmerne skulle sejle i åbne både fra Læsø til København, ikke en rar rejse på den årstid heller. Skrivelserne er underskrevet med datoer og ”Læssøe Byroms Sougn”.Så han har nok været indkvarteret hos Birkedommeren.

Andreas P. Stibolt får den 12. december 1780 befaling om at blive tilbage på Læsø for at lede bjærgningen fra vraget og man må deraf kunne udlede, at de øvrige officerer og de fleste besætningens medlemmer på dette tidspunkt er blevet sejlet bort fra Læsø. Stibolt bliver på Læsø indtil 19. september 1781, men har inden da i skrivelse af 1. juni 1781 ”bedt om, at De høye og naadige Herrer dog vil forbarme sig over mig, at jeg måtte blive afløst fra dette, om jeg må kalde det ”hæslige og vederstyggelige land ” (dvs Læsø). Den 14. august 1781 får han ordre på, at han når auktionen over bjærgegodset fra Printz Friderich på Læsø, at han skal hjemkaldes og stilles for en krigsret fordi han da skibet strandede uden ordre, sprang over i Barkassen og reddede sig i land.

Officererne og besætningen.

Besætningsfastsættelsen er oplyst til at være 667 mand, men det er ikke sikket der var det antal ombord på forlis tidspunktet. Dels var der megen sygelighed ombord og dels havde et tilsvarende 60 kanoners linjeskib ”Holsten” alene 471 0mbord i 1782. I forbindelse med forliset døde der 8 til 10 besætningsmedlemmer. Besætningen af officerer bestod udover Kaptajn Kommandørkaptajn Andreas Lous, Næstkommanderende Kaptajn Robert Anthon de Fontenay f. 31/1 1743 , Overstyrmand Lars Kinck, Kaptajnløjtnant Andreas Petersen Stibolt f. 15/3 1744. Sekundløjtnant Lorentz Fjelderup Lassen f. 28/11 1756, Sekundløjtnant Anton Christian Fleisher f. 1755 i Norge, Sekundløjtnant Christian Thestrup Egede f. 4/11 1761. Derudover var der en overstyrmand Lars Kinck og en styrmand uden militær rang. Besætningen bestod også af 4 kadetter, en præst, 2 – 3 kiruger, 3 skrivere, 1 hofmester, kokke, bager og tjenere, 5 kanonerer, bådsmænd, kvartermestre, tømmermand, sejllægger, bøssesmed, bødker, trompeterer, 25 – 30 konstabler, 300 matroser 8befarne og ubefarne). Derudover ”Soldatersken”, dvs et kompagni marineinfantarister med 1 kaptajn, 1 løjtnant, 6 underofficerer, 2 tambouer og 109 almindelige soldater.

Dommen.

Noget overraskende frifindes kaptajn Andreas Lous helt i den efterfølgende retssag, primært pga. sin sygdom, men nok sikkert også på grund af gode forbindelser. Han blev senere i 1790 udnævnt til Kontraadmiral og står for opmåling af de indre danske farvande og bliver den først Lodsformand i Danmark. Den civile overstyrmand Lars Kinck dømtes for fejlagtig journalføring over strandingen og uværdig til oftere at antages som styrmand med Kongens skibe. De to officerer Andreas Petersen Stibolt og Anton Christian Fleischer dømmes til at blive kasseret fordi de reddede sig i land med Barkassen uden at have fået ordre derpå. De bliver dog begge benådet med degraderinger til følge.

Den politiske situation i Danmark

Den politiske situation i Danmark i tiden omkring 1780 var præget af at England og Frankrig var i krig om de nordamerikanske kolonier, hvor Danmark netop i 1780 gik ind i et væbnet neutralitetsforbund mellem Rusland, Sverige, Preussen. England blev på grund af krigen nød til at se igennem fingre med neutralitetsprincippet og den danske handelsflåde var ikke sen til at udnytte muligheden til en omfattende transport af både franske og spanske varer. Indflydelsesrige Københavnske handelshuse pressede på og flåden blev beordret til at den lukrative handelsfart på oversøiske destinationer skulle konvojeres af flådens skibe. Det var en sådan opgave Printz Friderich var i færd med at løse, da grundstødningen skete. Det var denne danske politik der den 2. april 1801 medførte ”Slaget på Reden” og i 1807 ”Flådens Ran”, men det er en anden spændende historie.

Livet på Læsø omkring 1780.

Den Store Nordiske krig (1710 – 1721) medførte afslutningen på en storhedstid på Læsø, hvor skudehandlen med tømmer fra Norge og korn fra Danmark havde medført rigdom på Læsø. Hvilket Bogøgård skatten er et vidnesbyrd om. De sidste skippere flyttede til Aalborg og sandflugten hærgede øen, hvor landbrug og områder blev lagt øde. Hals Kirke blev i starten af 1720érne nedlagt. Ved kongelig resolution af 1. maj 1737 bestemmes det, at Hals kirketårn skal genopbygges og vedligeholdes som sømærke, men det fik lov at forfalde. I 1796 var murene af kirketårnet kun 8 til 10 alen høje.

Der boede i 1768 omkring 2 – 3.000 indbyggere på øen, hvor mange af mændene sejlede på langfart, mens kvinderne passede de små landbrugsbedrifter. Der herskede udbredt fattigdom og en stranding var en kærkommen lejlighed til at skaffe sig ekstra indtægter.

Følgevirkninger af forliset.

En besætning af den størrelse der alle blev landsat på Læsø og som opholdt sig der fra den 29. september 1780 og i større eller mindre omfang indtil efter auktionen den 19/9 1781, har det naturligvis været en meget stor belastning for øens faste beboere. Man kan kun spørge sig om hvordan de er blevet bespist og underbragt, men det har været nødvendigt at fordele dem over alle øens gårde. Den største del af dem har nok væk fra øen igen inden for 2 – 3 uger, hvilket har været en betydelig organisationsopgave.

Af øens kirkebøger kan ses at ”Tolle Christensen”, ungkarl fra Chrisstianssands distrikt og fra Lister, strandet med orlogsskibet ” Prinds Frideric” blev begravet den. 5. oktober 1780. Den 16. oktober  1780 blev ”Jacob Michelsen” fra Aarhus og „enrolleret matros fra Østre Jyllands distrikt, strandet med orlogsskibet “Prinds Frideric” begravet og den 17. november  1780 blev Nicolai Petter tømmermand på skibet “Prinds Friederic” og Johannes Michelsen, strandet med orlogsskibet (Prinds Frideric) begravet. Og i xx. November 1780 blev Jens Rasmussen som var standet med orlogsskibet ”Prinds Frideric” begravet.

Af samme bøger fremgår det at fire ”uægte børn” blev døbt i perioden 22. juli 1781 til 30. september 1781:

6. post Trin (22. juli) 1781

Giertrud Christensdatters uægte barn, Ole Christian.

Fad: Karen Andersdatter, Maren Willadsd.  Pedersd. Bødker, Søren Larsen Lund, Jørgen Jensen Sundt, Melchior Larsen.

For barnefader blev angivet en af de faste folk i Kongens tjeneste ved Holmen, strandet med orlogsskibet “Prints Frideric”, i aaret 1780, nemlig gift mand Ole Jacobsen.

Denne dreng dør som spæd kun2 uger gammel og bliver begravet den 5. august 1781

  1. post Trin (14. oktober) 1781

Anne Marc Clausdatter Lykkes uægte barn, Karen Nielsd.

Fad: Karen Nielsd., Anne Margrete Hansd., Jørgen Jensen Sundt, Peder Biørnsen Hiørnet, Lars Søren Larsen Bow.

For barnefader angivet unge, ugift(e) karl Jens Rasmussen, som var død her på Landet, men var i Kongens tjeneste på Holmen, strandet med orlogsskibet “Prinds Frideric” kaldet, i året 1780.

Kirsten Nielsdatters efterkommere kan føres helt frem til Bernt Christensen fotograf og skribent der døde i xxxx. Ham og hans to søskende var alle ugifte og døde uden livsarvinger-

En anden efterkommer er Edward Christian Antonius Nielsen, der i 1905 tog efternavnet Ørtoft. Han blev konge af Wuvulu, se http://www.a48.dk/kong/eventyr.pdf, også det er en helt anden historie.

Den udlagte barnefader Jens Rasmussen er nævnt overfor som død og begravet på Læsø allerede den xx. November 1780, måske en meget praktisk løsning formidlet gennem et kontant tilskud til moderen.

  1. post Trin (23. september) 1781

Giertrud Pedersdatter Bødkers uægte barn, Jens Albretsen.

Fad: Anne Sørensd., Jens Larsen Storhaven, Hans Gydesen, Niels Nielsen Skomager.

Som barnefader angivet gift mand, matros ved Holmen, strandet med orlogsskibet Prinds Frideric, kaldet og tjener hos capitain leutnant Stibolt, ved navn Johannes Gotfrid.  

Moderen dør ugift som 50 årig i 1803 og sønnen er ved hendes skifte 21 år og sejler som matros. Siden er der ikke mere registreret og han er måske omkommet.

  1. post Trin (30. september) 1781

Kirsten Larsdatter Bruuns barn, Paul

Fad: Maren Pedersd., Kiersten Larsd. Bruun, Jon Nielsen Højen, Johannes Kirchemoe Severin, Christen Sørensen Cortsen.

For barnefader angivet gift mand og matros ved holmen, strandet her i året 1780 med orlogsskibet, Prinds Frideric, kaldet og tjener hos capitain leutnant Stibolt, Johannes Gotfrid.

Moderen dør ugift som 74 årig i 1815. På dette tidspunkt har sønnen været borte fra Læsø i over 16 år og siden er der ingen viden om ham.

Gods.

Det er endnu ikke lykkedes, at finde auktionsprotokollen fra auktionen på Læsø som omtales i ordren af 14. september 1781 til Stibolt, men måske ligger der fortegnelser i arkiverne i Viborg der kan fortælle om dette. Sikkert er det, at hvis der blev bjærget militært gods som våben og kanoner er det efterfølgende blevet sejlet til Holmen. Den slags gods blev ikke overdraget til hver mand.